DAI&Mig

Mit arabiske forår i Libanon

Deltagerne i programmet Nurturing Diversity and Peacebuilding. Foto: Danmission
Deltagerne i programmet Nurturing Diversity and Peacebuilding. Foto: Danmission

På praktik hos Danmission i Beirut blev Julianne både konfronteret med syriske flygtninges hårde eksistens samt inspireret af syriske ildsjæles fredskabende initiativer.

Jeg er fløjet direkte fra en triviel hverdag som studerende med kaffe, kompendier og kollegieliv og sidder nu i Beirut omgivet af spændende, dygtige og inspirerende mennesker, der alle har holdninger til, hvordan man bedst bidrager til udvikling og stabilisering i Mellemøsten.

Hjemme i Danmark hørte jeg nyheder om flygtninge, der sætter livet på spil for at krydse Middelhavet; om politikere, der mener vi skal hjælpe i nærområderne og om danskere, der frivilligt gør en indsats her og nu for de flygtninge, der nåede hele vejen til lille Danmark. Når jeg hørte disse historier fyldtes jeg nogle gange med en fornemmelse af, at vi står midt i noget, der vil få historisk karakter. Det er samme følelse jeg har været fyldt med de sidste par uger – bortset fra, at følelsen er ti gange stærkere, når man er midt i Mellemøsten og får mulighed for at være med, der hvor det virkelig betyder noget!

I april fik jeg mulighed for, at følges rundt med en dansk delegation, bestående af to folketingspolitikere; Karin Klint (S) og Michael Aastrup Jensen (V), medlemmer af hhv. Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd og Danmissions Kirsten Auken. Rejsen var arrangeret af Danish-Arab Interfaith Dialogue og havde til formål at give et indblik i forholdene i Syrien og Libanon og at søge gode råd til, hvordan politiske og religiøse institutioner i Danmark kan modarbejde radikalisering.

På programmet var et møde med en gruppe politiske og religiøse ledere fra Syrien og et fint besøg ved stormuftien i Libanon. Derefter går turen forbi en af flygtningelejrene i Beirut.

Selvom jeg godt ved, at der ikke er organiserede lejre for syriske flygtninge i Libanon, havde jeg alligevel forestillet mig, at området på en eller anden måde ville være markeret. Men det viser sig, at flygtningelejren er et område, der ligger midt i et i forvejen tæt beboet område.

Delegationen i sorte jakkesæt skiller sig ud fra de støvede stier, der er omgivet af gamle bygninger, der er bygget sammen på kryds og tværs i flere etager. Vi bliver guidet af en mand, der arbejder i en organisation, der sørger for børnehaver og undervisning til nogle af områdets ca. 500 flygtningefamilier. I en bygning, der både huser børnehave og skole, sidder ti voksne fra lejren klar til at møde os. Vi får lov til at stille spørgsmål, og tolken oversætter deres rørende historier.

Syrere har ikke engang ret til at dø

De fortæller om de høje huslejepriser, som de ikke har råd til, fordi de ikke kan få arbejdstilladelse i landet. Nogle af dem tjener lidt på uorganiseret dagarbejde. En ældre mand fortæller, at han har problemer med hjertet og derfor ikke selv kan arbejde, men at han har to sønner, der forsøger at forsørge ham. Det er svært at få pengene til at slå til, men hvis ikke de betaler huslejen den første dag i måneden, bliver de smidt ud med en dags varsel. Udover huslejen er der andre udgifter til skolegang, til behandling af sygdom og betaling af gravsted til afdøde familiemedlemmer.

Vores tolk sidder med tårer i øjnene, mens hun lytter til deres historier, og selv sidder jeg og prøver at holde tårerne tilbage. Min chef fra FDCD  er gode venner med vores guide og fortæller, at guiden en dag kontakter ham, fordi en kvinde i lejren er død og familien ikke har mulighed for at betale for et gravsted. Sammen går de i gang med at finde en løsning. De kontakter adskillige kirkegårde, der alle kræver en meget høj pris, og i øvrigt viser det sig, at syere ikke må begraves på libanesiske kirkegårde. Kvinden har ikke længere officielle identifikationspapirer og kan derfor ikke komme tilbage og begraves i Syrien. Langt om længe lykkes det at opspore en enkelt kirkegård i den nordligste del af Libanon, der er oprettet til syere. Sammen betaler de to mænd for begravelsen. Min chef slutter med at sige: ”Jeg vidste godt, at syere ikke har ret til at leve, men nu ved jeg også, at de ikke har ret til at dø!

Rørt og medtaget over fortællingerne går vi stille videre og bliver budt indenfor hos en familie bestående af to forældre og fire børn, der bor sammen i et lille rum med et skab, en kommode, to sofaer og to madrasser. Guiden fortæller, at mange andre er nødt til at bo flere familier sammen, for at få råd til huslejen. Flere af dem vi møder giver udtryk for, at de gerne vil rejse tilbage til Syrien, men at de ikke har penge til at forny deres identifikationspapirer og derfor ikke kan krydse grænsen.

I bussen tilbage kigger jeg ud af vinduet, mens omgivelserne langsomt ændrer sig og igen ligner den del af Beirut, jeg efter hånden kender ind og ud. Jeg er fyldt af håbløshed. Situationen virker så uendelig. De kan ikke få et rigtigt arbejde til at forsørge sig selv og deres kære, og de kan ikke rejse tilbage – og hvis de kunne, ville de formentlig ikke have meget at vende hjem til.

Syriske initiativer for fredsskabelse

Og så tænker jeg på de inspirerende unge syrere, jeg mødte på en af mine første rigtige arbejdsdage i februar.  Det er en workshop, hvor disse unge syrere skulle evaluere de initiativer, de hver især havde stablet på benene siden de i efteråret var på et peacebuilding-seminar sammen. 

Nurturing Diversity and Peacebuilding er et samarbejde med tre NGO’er fra Libanon, Syrien og Irak. Deltagere fra alle tre lande samles til et seminar om interreligiøs dialog og fredsskabelse. Efter seminaret tager deltagerne hjem til hver deres land og starter lokale initiativer, der har til formål at fremme interreligiøs dialog og fredsskabelse i praksis.

I Libanon og Irak gik initiativerne ud på, at fremme religionsundervisningen i skolerne, for at den nye generation får en bedre forståelse for hinanden. I Syrien var initiativerne alt fra en fredsskabende biografklub, til et interaktivt teater og et interreligiøst pigekor.

Workshoppen foregår på arabisk, og jeg forstår derfor kun det min kollega Radwa oversætter for mig. Men jeg behøver ikke forstå, hvad der bliver sagt, for det er tydeligt at se, at disse mennesker er fyldt med initiativ og håb. Sammen er de kreative og drømmer om en bedre fremtid. Her er deltagere fra mange dele af Syrien og fra mange forskellige religiøse retninger.

En af de unge mænd fortæller om hans projekt; et interaktivt teater, der skal få tilskuerne til at byde ind med løsningsforslag til en fiktiv konflikt. Sejt tiltag; tænker jeg. Det viser sig, at han er fra Aleppo og fortæller videre, at en af de aftener, de viste stykket (som i øvrigt blev besøgt af flere hundrede mennesker i løbet af få aftener), hørte de missiler, der susede hen over teatrets tag. Men både de og publikum blev, og teaterstykket blev en stor succes.

Fredskabende teater og biograf

En af de yngste – gruppens sjove fyr – blev pludselig meget forsigtig, da jeg spurgte til, hvad hans projekt gik ud på. Han fortalte mig på et usikkert engelsk, om det projekt han havde forsøgt at stable på benene. Han kommer fra Den Kristne Dal i det nordvestlige Syrien, tæt på den libanesiske grænse. Her ønsker han at etablere en fredsskabende biografklub, hvor personer fra forskellige religiøse retninger sammen ser film om fredsskabelse og gensidig respekt og bagefter debatterer filmenes indhold. Arrangementet er hidtil kun blevet afholdt en gang, grundet nogle indbyggeres modstand mod at interagere med andre af en anden religiøs overbevisning og grundet praktikaliteter, som at arrangementet skulle afholdes i en kirke, der på grund af årstiden er for kold til at opholde sig i – og som man ikke har ressourcer til at opvarme.

Trods udfordringer er den unge fyr fyldt af håb og troen på, at den interreligiøse dialog er mulig, hvilket også afspejles i projektets logo. Logoet består af fire ringe i forskellige farver, der repræsenterer de mange forskellige religiøse og kulturelle grupperinger i Syrien – ringene hænger sammen som symbol på, at de forskellige grupperinger trods alt er forbundet og alle er syrere.

Det er kun et par måneder siden, de initiativrige syrere deltog i kurset, og alligevel har alle formået at få etableret deres projekter, og nogle af dem er endda allerede relativt stabile og bæredygtige. Blandt deltagerne er der ikke enighed om, hvorvidt man skal arbejde for eller imod regimet i Syrien, men alle arbejder for samme mål; at skabe fred, styrke civilsamfundet og etablere dialog uden vold. De ønsker, at initiativerne skal fortsætte i fremtiden, også når programmet i næste uge afsluttes.

Gruppen bag de syriske initiativer. Foto: Danmission
Gruppen bag de syriske initiativer. Foto: Danmission

Læs flere af Juliannes rejsebreve på Danmissions hjemmeside.