Kalender

5 år efter Det Arabiske Forår – arabiske aktivister gør status

Hvordan ser menneskerettighedssituationen ud i MENA-regionen 5 år efter det arabiske forår, og hvordan har regionens nationale anti-terrorlovgivninger påvirket civilsamfundets handlerum? Ledende aktivister gør status.

Dignity – Dansk Institut mod Tortur, NASIM, Foreningen Argument og Studenterforeningen for Menneskerettigheder inviterer til en aften med eksperter fra Mellemøsten og Nordafrika til at besvare disse spørgsmål, og diskutere menneskerettigheder og antiterrorlovgivning i MENA-regionen. Gæsterne har alle praktisk og/eller juridisk erfaring med at arbejde med civilbaseret menneskerettighedsarbejde i Nordafrika, og vil dele deres erfaringer med os.

Suzanne Jabbour
Grundlægger og direktør i Restart rehabiliteringscenter i Libanon samt præsident i ”International Council of Rehabilitation Centers worldwide”. Medlem af FNs sub-komite for forebyggelse af tortur, der monitorerer detentionscentre over hele verden.Suzanne jabbour blev i 2013 tildelt Europarådets Nord-Syd pris for hendes livslange kamp for menneskerettigheder og for arbejdet med forebyggelse af tortur.

El Nadeem
En repræsentant fra den egyptiske organisation El Nadeem vil deltage i arrangementet. El Nadeem arbejder bl.a. intensivt med at træne læger og sundhedspersonale i hele MENA-regionen til at forebygge tortur og organiseret vold.

Nour Emam
Nour Emam er en førende jordansk advokat, der to gange har været valgt til Den Jordanske Advokatforening (Jordanian Bar Association), som eneste kvinde blandt organisationens 8000 medlemmer. Derudover er Nour Emam en ofte brugt figur, når det kommer til spørgsmål om menneskerettigheder og politik i Jordan.

Malek Lakhoua
Malek Lakhoua er uddannet læge og direktør i ”Nebras Institute”, der er det første rehabiliteringscenter for torturofre i Tunesien. Herudover er han medlem af bestyrelsen i netværket ”Tunesien National Monitoring Team”, der består af en række toneangivende menneskerettighedsforkæmpere i Tunesien.

Moderator: Nagieb Khaja
Nagieb Khaja er forfatter og journalist med stort kendskab til Mellemøsten, især den syriske borgerkrig, som han har dækket siden dens begyndelse. Derudover har han også dækket Afghanistan-krigen og radikale islamistiske miljøer igennem mange år.

Arrangementet er gratis og åbent for alle.
Arrangementet er støttet af Det Arabiske Initiativ.

Se arrangementets Facebook-event