Valg i Tunesien

Lilia Rebai – en vogter af det spirende tunesiske demokrati

Lilia Rebai på EMHRN's kontor i Tunis. Foto: Janne Louise Andersen
Lilia Rebai på EMHRN's kontor i Tunis. Foto: Janne Louise Andersen

Lilia Rebaï blev genfødt med revolutionen i 2011. Før det havde økonomiprofessoren aldrig arbejdet aktivt for politisk forandring. I dag bruger hun hver ledig stund til at værne om Tunesiens spirende demokrati som koordinator for Euromeds Human Rights Network i Tunis.

Lilia Rebai var taget til Paris for at besøge sin bror to dage før den første protest fandt sted i Tunis og sad og så målløs til på TV og via Skype, hvor familien berettede, at præsidenten Zine El-Abidine Ben Ali havde opløst regeringen og var på vej ud af landet med sin familie.

Bare rolig, demokratiet er snart overstået, så kommer mor hjem igen Lilia Rebais 7årige søn til sin søster

Pludselig så Lilia en ny fremtid for Tunesien, og hun vidste, at hvis ikke uønskede kræfter skulle kuppe momentet, så skulle alle sejl sættes ind for at give demokratiet den aller stærkeste start.

Netop hjemvendt etablerede Lilia den første fagforening på hendes universitet og blev valg til bestyrelsen samt som leder for hendes departement. Derefter etablerede hun og kolleger ATIDE (Den Tunesiske Forening for Integritet og Demokratiske Valg).

Men hendes aktivitet betød også, at moren Lilia pludselig ikke var meget hjemme hos sin 3årige datter, 7årige søn og mand. Og når hun var, blev der mest diskuteret demokrati og valg, valg og demokrati. Så meget blev to de ord brugt i flæng, at Lilias søn en dag trøstede lillesøsteren, som savnede sin mor, med ordene: ”Bare rolig, demokratiet er snart overstået, så kommer mor hjem igen.” Lilia slår en hjertevarm latter op, da hun fortæller det. ”Han mente selvfølgelig valget”.

Et ungt sårbart demokrati

Nu er der valg igen tre år senere, og ved siden af undervisningen, og hendes arbejde i ATIDE, har Lilia nu lagt kræfter i  Euromeds Human Rights Network.

vi er kun ved at lære demokrati, og folk er stadig ikke vant til at stemme. Vores demokrati er stadig sårbart, så vi må være alle steder Lilia Rebai, projektkoordinator for Euromed Human Rights Network i Tunis

Selvom tingene har fundet sin rytme i Lilias hjem, arbejder hun stadig som en hest for at sikre Tunesiens unge demokrati den stærkeste fremtid. Det føler hun sig godt rustet til.

EMHRN er et medlemsbaseret netværk, som arbejdede med de meget få uafhængige NGOer, der kæmpede for at overleve under Ben Alis regime. Det var disse medlemmer, der opfordrede netværket til at oprette et kontor i Tunis, der kunne støtte op om udviklingen af civilsamfundet i Tunisien efter Ben Ali’s fald. Udenrigsministeriet valgte med midler fra Det Arabiske Initiativ at støtte oprettelsen af sådant et kontor samt EMHRN’s rolle i at støtte op om og koordinere civilsamfundsindsatser.

Efter 2011 strømmede det ind med udenlandske eksperter, EMHRN . Sammen med en stor gruppe frivillige modtog hun træning i metode, teknisk, spørgeskemaer og valglogik.

”Ved valget i 2011 var der 2049 observatører, i dag er der 3100 men mellem 10-12.000 på landsplan,” fortæller hun og indrømmer, at det er noget af en udfordring at koordinere alle de indsatser.

Men hun mener, at hver og en observatør er vigtig. ”Vi er ikke i en normal situation, vi er kun ved at lære demokrati, og folk er stadig ikke vant til at stemme. Vores demokrati er stadig sårbart, så vi må være alle steder. Det er ikke ligesom Danmark, hvor man kan nøjes med at tage stikprøver”, siger hun og tilføjer, ”terroristerne ønsker ikke, at vi skal lykkes”.

Tordenskjolds soldater

Efter revolutionen nedsatte man kommissionen Instance Supérieure Indépendante pour les Eléctions (ISIE) for at kunne sikre at valget forløb i overensstemmelse med den nye valglov.

Men Lilia mener ikke, kommissionen kan klare arbejdet alene. ”I 2011 blev observationerne offentliggjort fire måneder efter valget, så lang tid må der ikke gå denne gang”, siger hun og lister en lang række kritikpunkter. Hun mener blandt andet, at man slipper for let, hvis man bliver taget i at køre kampagne i religiøse institutioner og på valgstedet eller fusker med stemmesedler eller underskrifter til registrering af kandidater.

Det sidste er sket i forbindelse med præsidentvalget. Det kræver 10.000 underskrifter at kunne registrere sig som kandidat, men flere kandidater har snydt og indsendt underskrifter fra borgere, hvis persondata de har fundet online, men som aldrig har givet tilladelse til at bruge det.

”Det kan godt være vi brokker os meget, men vi er nødt til at nævne alle problemerne, så vi kan forbedre valgloven”, siger hun.

Valg i diasporaen

En af de største udfordringer er, hvordan man skal sikre gennemsigtighed og monitorering af kandidater i udlandet. For Tunesien har valgt at indskrive i valgloven, at også tunesere i udlandet skal have lov at stemme og stille op til parlamentet og præsidentembedet. Derfor er 17 sæder ud af 217 øremærket diasporaen (I Frankrig er det 10 sæder, tre i Italien, et i Tyskland, 2 i Canada og 1 i Mellemøsten).

”Men vi har jo ikke adgang til at kontrollere deres valgkamp, checke deres bankkonti eller checke om de kører kampagne i religiøse institutioner ect”, siger Lilia.

Og hun mener, at der er brug for kontrollen ”Vores partier er…. ikke særlig ærlige, siger hun og slår endnu en høj latter op. Og så bliver hun alvorlig igen. Valgkampene i udlandet betyder også, at der findes religiøse organisationer, som kører kampagne for partiet Ennahda i deres religiøse fora. Det behøver ikke engang være tunesere, der kører valgkamp. ”For dem er en stemme på Ennahda, en stemme på den muslimske ummah (nation)”, siger Lilia.

Hun frygter, at islamister får greb om det lille land, som er omgivet af usikkerhed. ”Forskellen er, at vi har et stærk organiseret civilsamfund. Revolutionen var i høj grad drevet af højtuddannede arbejdsløse”.

”Jeg er stolt og har tillid til vores arbejde. Jeg ved godt, at det ikke får resultat med det samme, men jeg har håb for mine børns fremtid”.

Minister: Vi skal i dialog med civilsamfundet

Udover støtte til og koordination af valgmonitoreringen står EMHRN også bag et dialog initiativ, hvor civilsamfundsorganisationerne, regeringen og EU mødes og identificerer problemer inden for områderne; justitsreform, ligestilling, migration og socioøkonomiske rettigheder og i fællesskab finder frem til løsninger – tit foranlediget af anbefalinger  fra organisationerne.

”Vi skal sikre, at civilsamfundet er del af processen med at opbygge demokratiet og kan observere i partnerskabet mellem regeringen og EU. Det var svært i starten. Vi var alle bange for hinanden. Regeringen forstod ikke, hvad civilsamfundets rolle var. Nu går det meget bedre, de lytter til os,” siger Lilia Rebai.

Det er justitsminister Hafedh Ben Sala enig i. ”Tunesien forsøger at handle i overensstemmelse med internationale standarder. Netværket samler dommere og menneskeretttghedsaktivister, som har interesse i Tunesien. Vi forsøger at udveksle ideer med dem.”

Ministeren er en stærk fortaler for øget dialog og samarbejde med civilsamfundet.

”Jeg mener, at civilsamfundet spillede en kæmpe rolle. Og hvis processen forsætter, er det sikkert takket være agtpågivenhed fra civilsamfundet. Den nuværende regering er ganske sikkert resultatet af de protester og krav, der var organiseret af civilsamfundet.”

Tags:, ,