Terror til trods - vi vil hinanden

Terror og konflikt afføder også øget interesse i dialog

Fra fællesgudstjenesten i Helligåndskirken. Af Søren Kjeldgaard/Danmission
Danske, libanesiske og egyptiske deltagere i Danmissions Leaders for Interreligious Understanding dialogprogram tænder lys ved en fællesgudstjeneste i Helligåndskirken i København. Af Søren Kjeldgaard/Danmission

Selvom det seneste årti har været mærket af intense interkulturelle konflikter vesten og den arabiske verden imellem, tyder alt på, at danskernes og arabernes interesse for hinanden aldrig har været større.

Der har ellers været nok med begivenheder til at påvirke danskernes syn på arabere og muslimer negativt og forsure forholdet mellem Danmark og den arabiske verden. Terrorangrebet på World Trade Center i 2001 og de efterfølgende krige i Afghanistan og Irak samt Tegningesagen i 2005 var benzin på polariseringsbålet mellem danskere og arabere og muslimer i og uden for Danmark

Men  selvsamme konflikter har også fået danskerne, organisationer og institutioner, såvel som den danske regering, til i stigende grad at ønske øget viden, dialog og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden. Det peger nye undersøgelser på, og det understøttes af de brede mellemfolkelige engagementer under  regeringens partnerskabsprogram i Mellemøsten og Nordafrika, Det Arabiske Initiativ.

Et årti med polarisering

Årtusindeskiftet begyndte med 9/11-polariseringen mellem ”øst” og ”vest”, som kom tydeligst til udtryk, da George W. Bush efter terrorangrebet bekendtgjorde USA’s nye udenrigspolitiske linje: ”Either you are with us, or you are with the terrorists”. Det var en filosofi, som lagde sig op af den amerikanske politolog Samuel Huntington dystre forudsigelse om civilisationernes sammenstød.

Vestens bekendtskab med Al Qaeda affødte en skepsis omkring Islam, muslimer og Mellemøsten som smittede også af på den danske debat om indvandring fra den arabiske verden. Og med tegningesagen i 2005 så det ud til, at de herskende fjendebilleder og polariseringen mellem danskere og arabere/muslimer var blevet yderligere forstærket både i og uden for Danmark.

Men selvom polariseringstendensen måske trak flest overskrifter og opmærksomhed, så fandt den modsatte tendens også sted. Både på politisk og folkeligt niveau var der mange der mente, at dialogen med den arabiske verden skulle styrkes.

Danskernes reaktion på tegningesagen

Efter tegningesagen var det oplagt at forvente, at danskerne som modreaktion ville blive mere intolerante over for muslimske indvandrere. Men i stedet viser en ny undersøgelse, at danskerne under krisen udviste en høj grad af tolerance og sympati for muslimer. Det er konklusionen som en række forskere har gjort og for nyligt bekendtgjorde i bogen “Paradoxes of Liberal Democracy: Islam, Western Europe, and The Danish Cartoon Crisis”. Den tolerance og sympati afspejler sig i, at langt hovedparten af de adspurgte ifølge forskergruppen, mente at muslimer i Danmark skulle have lov til at demonstrere og ytre sig i den offentlige debat.

Men danskerne differentierede også mellem almindelige danske muslimer og islamistiske fundamentalister. 71 procent mente, at muslimer havde ret til at deltage i den offentlige debat, mens tallet for islamiske fundamentalister var 51 procent. 81 procent mente, at muslimer har ret til demonstrere, mens tallet for islamiske fundamentalister var 61 procent.

Forskerne tolker dette, som at krisen og den debat om ytringsfrihed, som fulgte, faktisk gjorde danskerne mere tolerante og interesserede i at vide mere om islam.

Danskerne har interesse i det positive forhold til den arabiske verden

Den tese understøttes af en ny rapport fra Anna Lindh Fonden (ALF), som på baggrund af en Gallup-undersøgelse fra 2012 viser, at danskernes bevidsthed om den sydøstlige middelhavsregion, herunder Mellemøsten og Nordafrika, er øget og interaktion med borgerne i den region er steget, samt at der er en højnet interesse i de politiske forandringer i regionen og ønsker om et positivt forhold mellem Europa og de arabiske lande (Man må dog tage det forbehold, at nogle adspurgte associerer regionen med deres rejseerfaringer i Sydeuropa).

Se rapporten på Anna Lind Fondens hjemmeside

Se undersøgelsens hovedresultater

Se interaktiv illustration af undersøgelsens resultater

ALF, hvis mål er at bringe civilsamfund og civile sammen på tværs af Middelhavet for at opbygge tillid og styrke gensidig forståelse, har gennemført meningsmålinger i samtlige europæiske og middelhavslande, og overordnet viser resultaterne også en generelt stigende interesse i at styrke forholdet og interaktion mellem landene. Danskerne var bemærkelsesværdigt optimistiske og opmærksomme på den politiske udvikling i regionen i 2012. Næsten 70 procent betragtede omvæltningerne i regionen som havende en positiv effekt på forholdet mellem Europa og de arabiske lande og valgte ”aktivt medborgerskab for demokrati” sammen med “gæstfrihed” og “uro” som særligt karakteristisk for den sydøstlige middelhavsregion.

En målrettet og engageret indsats for dansk-arabisk dialog og udvikling

Fra politisk hold havde den daværende danske regering taget initiativ til at støtte dialogen samt reform- og demokratiseringsprocesser i regionen, da den lancerede programmet Det Arabiske Initiativ (DAI) i 2003. I dag er programmet, der markerede sit tiår sidste å, vokset med 100 millioner til 275 millioner i 2012 og fortsætter med fornyet styrke at facilitere dialog og udvikling gennem etableringen af langsigtede samarbejdsprojekter mellem blandt andet menneskerettighedsaktivister, fagforeningsfolk og arbejdsgivere, journalister og bloggere, psykologer og tortur-rehabilliteringseksperter, iværksættere og studerende fra Danmark og Mellemøsten og Nordafrika. Den direkte kontakt mellem danske og arabiske organisationer, institutioner og mennesker øger den tværkulturelle forståelse blandt den brede vifte af aktører, der er involveret, mens den langvarige støtte yderligere bidrager til en professionaliseringsproces af aktører, projekter og programmer under DAI.

Dialog i cyberspace

Et blandt mange vellykkede projekter, der kan nævnes under DAI, er det dansk-arabiske bloggernetværk for kvinder. Det stod hurtigt klart fra de danske bloggere at de kvindelige bloggere fra Mellemøsten ikke havde meget at lære fra deres danske

Bloggerprojektet er søsat af CKU, KVINFO, Dansk PEN og Dansk- Egyptisk Dialoginstitut og retter sig mod kvindelige bloggere fra Jordan, Libanon, Palæstina, Egypten, Marokko, Saudi-
arabien og Danmark. Læs artikler om projeket i temaet Kvindelige Bloggere

pendanter, da de er mere politisk drevne og mere fokuserede i deres kommunikation og engagerede i deres målgruppe end mange af de danske bloggere. Alligevel har det dansk-arabiske blogger projekt gennem offentlige møder, debatter, workshops og udstillinger og formået at udfordre et klima af interkulturel konflikt og stereotyper mellem Danmark og Mellemøsten og Nordafrika, og har samtidig støttet udviklingen af et arabisk netværk for kvindelige bloggere og deres kamp for ligestilling og demokratiske reformer i regionen. Dette interkulturelle dialog- og udviklingsprojekt indfanger en vigtig pointe i processen med at øge den interkulturelle dialog i Danmark og mellem Danmark og den arabiske verden – det er den simple betydning af direkte kontakt, samarbejde og en gensidig tro på sociale og politiske fremskridt.

Konflikt som katalysator for dialog, øget viden og demokrati

Nok skaber konflikt fjendebilleder og polarisering, men det afføder også øget nysgerrighed til at udfordre samme og søge dialogen og fællesnævnerne. Ved at støtte dem, der insisterer på dialog, demokrati, sameksistens og videns- og erfaringsudveksling, marginaliserer vi de ekstremistiske stemmer, som kalder på had og adskillelse og konflikt.

Vi skal derfor fortsætte det lange og seje træk med at styrke dialogen og lade os inspirere af hinanden, som så mange danskere og arabere har gjort det de sidste ti år gennem aktiviteter under Det Arabiske Initiativ. Især i de transitionslande i regionen, hvor religiøse og ideologiske skel risikerer at undergrave demokratiske processer og føre til yderligere konflikt og vold. Den udfordring står kun endnu mere klart i lyset af Islamisk Stats overtagelse af områder i Syrien og Irak.

Terror til trods, har danskernes og arabernes interesse i hinanden aldrig været større.

Anne Herholdt er tidligere kontaktperson for Anna Lind Fonden i Danmark og Janne Louise Andersen er redaktør på webmagasinet om Det Arabiske Initiativ.

Tags:, ,